Category Archives: Mennesker og meninger

Referat af dialogmøde om bæredygtig flygtningepolitik

Om du slår folk ihjel, eller om du giver dem nogle leveforhold, der
er fuldstændig umulige, jeg kan ikke se forskellen

Stine Bosse

Herunder kan du læse et referat fra dialogmødet:
Bæredygtig flygtningepolitik?
afholdt søndag den 27. september på Dutrupgaard.
Du kan også hente den som pdf her:

NY-Dutrupgaard-baeredygtig-flytningepolitik

 

Referat af mødet:

”Om du slår folk ihjel, eller om du giver dem nogle leveforhold, der
er fuldstændig umulige, jeg kan ikke se forskellen”, sagde Stine
Bosse, der er tidligere koncernchef i Tryg og formand for
Europabevægelsen, søndag under et dialogmøde på Dutrupgaard
ved Helsingør om bæredygtig flygtningepolitik. Vi står over for ”en
gigantisk samvittighedsøvelse”, sagde hun.
”Hvis vi ikke gør noget og arbejder på at skabe løsninger i denne
del af Europa”, advarede Stine Bosse. ”vil vi være indirekte
medvirkende til, at det går politisk helt galt i Sydeuropa. Der er en
lille bitte hårsbredde mellem det, vi foretager os lige nu, som er at
lade Sydeuropa i stikken, til at kræfter i Sydeuropa vil sige, at okay,
de vil ikke hjælpe os i nord, og vi har ingen penge. De
(flygtningene, red.) vil blive lukket ind i lejre, hvor de kommer til at
gå for lud og koldt vand og det, der er værre”.
Dutrupgaard er et dansk-norsk kulturmødested, og formålet med
søndagens dialog var at diskutere, hvordan man skaber en
bæredygtig flygtningepolitik.
Stine Bosse gav udtryk for den ”ønsketænkning”, at ”der alligevel i
Europa er så meget hjerte og folkesjæl, at folk godt kan se, at når
vi taler om flygtninge, kan dette her (EU-kommissionens forslag til
ny fælles flygtningepolitik, red.) bane vejen for en anden debat”.
Ordstyreren mindede Stine Bosse om, at der er bred opbakning i
den danske befolkning bag den stramme flygtningepolitik,
regeringen fører.
”Det er jeg så træt af at høre hele tiden”, svarede Stine Bosse, der
efterlyste ”ledere med mod og mands- eller kvindehjerte, der stiller
sig op og forklarer, hvad det kommer til at betyde, hvis vi ikke
kommer igennem med dette her”.

Lederen i Integrationsrådet i Helsingør, Carol Krogstrup, lavede en
direkte sammenkobling af det globale og det lokale.
”Retorikkens tone har, især hvis den er meget negativ, en direkte
indvirkning på, hvordan folk generelt ser på indvandrere, migranter
og flygtninge, hvilket påvirker både deres evne til at blive
integreret i job og den indsats, der gøres af lokale, som arbejder
inden for integrationsområdet”, sagde hun.
Domprovst Anders Gadegaard fra Vor Frue Kirke i København sad i
dialogmødets panel. Han foreslog, at man i Danmark bestræber sig
på at enes om et mål på 5000 flygtninge om året, et brutto-tal for
såvel kvoteflygtninge som godkendte asylsøgere.
”Tænk, hvis vi indrettede vores system på at håndtere 5000, så det
var gennemtænkt, hvordan vi får det at fungere. Det ville øge
tilslutningen, hvis folk kunne se, at kommunerne er i stand til at
håndtere en sådan ramme”, forudså Anders Gadegaard. ”Vi har en
pædagogisk, moralsk opdragelsesopgave. Hvis globaliseringen kan
få os til at forstå, at verden er rykket tættere på, kan det godt
være, at vi bliver mere menneskelige”.
Professor Thomas Gammeltoft-Hansen fra Københavns Universitet
slog på flygtningenes retssikkerhed og var skeptisk ved et specifikt
antal på 5000, for ”hvad sker der, hvis der nu kommer 5001?”, som
han spurgte.
”Det handler ikke kun om, hvad der er bæredygtigt for os. Hvad
med situationen i de første modtagerlande? Man er nødt til at
forholde sig til den eksisterende udfordring, uanset om den er
højere eller lavere, end man havde regnet med. Jeg er enig i, at
hvis vi indstiller indvandrersystemet på årligt at skulle modtage,
indkvartere og integrere 5000, vil vi få et system, som er hundrede
gange mere velfungerende. Vi vil få mere stabile modtageforhold,
og det vil skabe forudsigelighed. Det er blot vigtigt at have nok
statemanship til at stille sig op og forklare, hvornår vi i et enkelt år
står i en situation, hvor vi er nødt til at løfte kvoten”, sagde
Thomas Gammeltoft-Hansen.

Næsten alle, der deltager i den generelle flygtningedebat, peger på,
at det er bedst at gøre en indsats i ”nærområderne”. Men det blev
undervejs i dialogen i Helsingør, blandt andet fra salen,
understreget, at landene i syd, nærområderne, allerede er de
virkelige humanitære stormagter, som i globalt perspektiv bærer
langt den største byrde ved at tage sig af verdens flygtninge.
”De flygtningestrømme, vi så i 2015, var en nærområde-situation,
der ikke længere var bæredygtig, og det kan ske igen”, mindede
Thomas Gammeltoft-Hansen os om. ”Hvis vi taler om
bæredygtighed i et tidsperspektiv, tyder meget på, at jo tidligere vi
sætter ind, jo billigere er den opgave, vi står overfor. Det gælder
også i Danmark, at jo længere tid der går, før vi tilbyder folk
arbejde og uddannelse, jo dårligere klarer de sig”.
Thomas Gammeltoft-Hansen understregede, at en bæredygtig
flygtningepolitik er mulig.
”Det globale antal fordrevne svarer til cirka en procent af klodens
befolkning. Det er mange, men det er ikke uhåndterbart. Langt de
fleste er internt fordrevne og har først og fremmest brug for hjælp
lokalt. I takt med at tallene vokser, er pengene til international
bistand også vokset. Det er godt, men desværre langt fra nok. Hvis
vi ser på UNHCR’s budget for 2020, er det stadig mindre end, hvad
USA’s indbyggere bruger hvert år på kostumer og slik til halloween.
Så det er ikke en umulig opgave, vi står overfor”.
De nordiske lande fører en meget forskellig udlændingepolitik, men
det er ikke utænkeligt, at de sammen vil kunne spille en positiv
rolle i FN’s og EU’s bestræbelser på at definere en bæredygtig
flygtningepolitik, sagde flere af deltagerne som svar på et
spørgsmål fra den norske ambassadør, Aud Kolberg.
Charlotte Slente, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp,
konstaterede, at ”vi ikke er dårlige til integration i Danmark. Det er
i stor udstrækning lykkedes os at finde beboelse, uddannelse og
beskæftigelse til folk. Kriminaliteten, som der snakkes meget om,
ser ikke meget anderledes ud end generelt i samfundet”.

”Kommunerne siger, at de godt kan klare det. De har prøvet det før.
Der er modtagekapacitet hos dem, der håndterer integrationen i
dette land, og der er en række organisationer, der står klar til at
hjælpe kommunerne med opgaven. Situationen er i dag ude i
kommunerne, at mange af dem siger, at de modtager for få
flygtninge til at kunne få de rigtige systemer på plads. Realpolitisk
er det muligt og nærmest ønskeligt, at vi får flere”, sagde Charlotte
Slente.

 

Nynne Bjerre Christensen, Aud Kolberg, Carol Krogstrup, Thomas Gammeltoft- Hansen, Stine Bosse, Anders Gadegaard, Charlotte Slente.

Fremtiden er nu: Foredrag med Steen Hildebrandt

Søndag 13. maj klokken 17.00 kommer professor i ledelse Steen Hildebrandt til Dutrupggard for at holde foredrag om samfundets omstilling og nye muligheder. 

Den mest udbredte tankegang er, at der kun er én form for vækst og velstand, nemlig den økonomiske. Men hvad med den sociale, økologiske og mentale velstand? Og et af de store problemer er, at de mål, vi benytter til at måle væksten med, ikke er i stand til at
skelne mellem god og dårlig vækst. Dette er spørgsmål professor Steen Hildebrandt tager op i sit foredrag.

Tilmelding og spøgsmål sendes til post@dutrupgaard.dk

Pris: 100 kr

 

Konference: Hvordan bekæmper vi højreekstremismen i norden?

konference billideFire år efter terrorangrebet 22. juni forbliver højreekstremismen en alvorlig trussel både i Norge og vore nabolande. Hvad har vi gjort for at bekæmpe højreekstreme holdninger og miljøer, og hvad må vi gøre fremover? Norsk Folkehjelp, Antirasistisk Senter og Stiftelsen Internasjonalt Hus gør status med en todages nordisk konference i Oslo.  

Læs mere

Helsingørs kulturelite samlet på Dutrupgaard for at diskutere ny kulturpolitik

Kultureliten_besoeger_dutrupgaard_nyhedsbrev

Dutrupgaard havde onsdag den 25. februar 2015 æren af at være vært for en workshop med 23 aktører fra Helsingørs kunst- og kulturinstitutioner, heriblandt slotsforvalteren på Kronborg, chefen for Helsingør Teater og medarbejdere fra Helsingør Kommunes Center for Kultur, Idræt og Byudvikling. Workshopdeltagerne havde til opgave at diskutere og formulere kommunens nye kulturpolitik.

Læs mere