talende landskaber stearinlys

Fredag 27. februar 2015 åbnede udstillingen “Talende Landskaber” med Birgitte Raen Gilsvik på Galleri Orange i Helsingør. Cirka 30 personer mødte op til ferniseringen, hvor der var lejlighed til at tage en snak med Birgitte og nyde et glas vin. Stemningen var afslappet, og flere af de besøgende fremhævede farverne, som noget af det mest bemærkelsesværdige ved udstillingen.

Smukke farver
Ægteparret Bjarne og Anne-Lise Poulsen har valgt at slå vejen forbi Galleri Orange efter at have læst om udstillingen i lokalavisen, og de går ikke tomhændet hjem. De får nemlig, efter aftale med gallerist og ejer af Galleri Orange Georg Reinhard Mathiasen, to malerier; et stort og et mindre ét, med hjem på prøve.

“Vi kan bedst lide det store billede, men vi ved ikke, om det passer ind i vores stue”, fortæller Bjarne Poulsen fra Helsingør.

“Jeg bliver bare så glad af at se på de smukke farver, tilføjer Anne-Lise Poulsen begejstret.

talende landskaber ægtepar

Bjarne og Anne-Lise Poulsen taler med gallerist og ejer af Galleri Orange Georg Reinhard Mathiasen

Poetisk og sansende univers
“Sansende landskaber eller rum, det ville jeg kalde det,” siger Anita Houevenaeghel adspurgt om de “talende landskaber”. Hun er selv billedkunstner og er taget hele vejen fra Jylland for at deltage i ferniseringen.

Anita følger Birgittes kunstneriske arbejde og har et af hendes værker hængende på væggen i sit hjem. Hun kan derfor også pege på det, der adskiller denne udstilling fra Birgittes andre værker: “De varme, gyldne farver er mere fremtrædende her end de blå farver, der normalt præger Birgittes værker.”

Desuden er det, ifølge Anita, tydeligt at se, at det er en kvinde, der har malet billederne:

“Birgitte befinder sig i et poetisk og sansende verden, som jeg holder meget af, lyder Anitas afsluttende bemærkning.

anita_talende_landskaber

Anita Houevenaeghel betragter Birgitte Raen Gilsviks malerier.

Norsk urkraft
Lars Nørballe fra Helsingør kommer ofte i Galleri Orange for at købe kunst. Han er ikke bekendt med Birgitte Raen Gilsviks billedkunst, men mener alligevel at kunne genkende en slags “urkraft” i malerierne, der er kendetegnende for norske kunstnere.

“Det er nok, fordi, at der skal noget power til for at gengive det rå og dramatiske norske landskab med vildmark og fjelde, ræsonnerer Lars.

Han udpeger det billede, han nok ville have købt, hvis det ikke lige var fordi, han for nylig købte kunst for flere tusinde kroner.

“Jeg kan godt lide billeder, der er malet lag på lag. Det kan man gå på opdagelse i det hver dag. For mig er god kunst er noget, man bliver glad og inspireret af og som giver én ny energi”, lyder meldingen fra den kunstinteresserede Lars.

lars nørballe

Lars Nørballe (tv) betragter det maleri, han synes bedst om.

Du kan opleve udstillingen “Talende Landskaber” på Galleri Orange frem til den 20. marts 2015. Klik her for nærmere detaljer om galleriets adresse og åbningstider

Se billedgalleri her

Comments are closed.